fredag den 17. april 2009

Engeløya

Det himmelske lys hænger over kirken på Engeløya, hvis ældste del blev bygget omkring år 900.  Helt utrolig placering for en kirke midt ude i det øde ingenting omkranset af fjeld og beliggende helt ned til havet.  Engeløya som er en ø i Steigen huser nogle af de ældste helleristninger i Norge og efterladenskaber efter vikinger er fundet i store udgravninger. Det fejrer folk her i Steigen hvert andet år med det store "Sagaspellet", hvor mand og mus stiller op til en teater-lignende forestilling om en vikinge-datter og en håbløs romance.  Det bliver igen i juli i år og Louise har naturligvis  allerede meldt sig til koret...  Spekulerer på om jeg også bliver inddraget :-o

En anden krigsherre end vikingerne så strategiske muligheder på Engeløya.  Efter slaget om Narvik i 1940, hvor Hitlers styrker led første nederlag til de allierede, beordrede Hitler hele Vestfjorden og indsejlingen til Narvik befæstet.  Det gjorde han ved at opføre 2 batterier af hver 3 "Adolf-kanoner" på hver sin side af fjorden.  Adolf Kanonen var den største landbaserede kanon på daværende tidspunkt med en kaliber på 40,6 cm og en rækkevidde på 56 km og batterierne var nogle af de største bygget under hele 2. verdenskrig. Grunden til Narviks afgørende betydning i krigen var, at udskibningen af jern fra Kiruna fandt sted her.  Det er svært at forestille sig i dag, hvor store kanonerne var, når man vandrer rundt i hele batteriet som ligger spredt ud over holme og småfjeld.  Kanonerne er desværre taget ned og smeltet om i efterkrigstiden - bare fundamenterne og bunkerne er tilbage...


Posted by Picasa

Ingen kommentarer:

Send en kommentar